Vedtægter

Vedtægter for Grundejerforeningen Glæemose Tølløse

§ 1. 

Foreningens navn er grundejerforeningen Glæemose, og dens område er det på vedhæftede plan viste areal omfattende arealer udstykket fra matr. nr. 9 a, Lunderød by, Tølløse sogn. 

Foreningens hjemsted er Tølløse Kommune. 

§ 2. 

Grundejerforeningen er stiftet i henhold til en deklaration, der blev tinglyst den 12/7-1966 på det foran i § 1 omtalte areal. Foreningen har til formål i overensstemmelse med den nævnte servitut at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser og grundejerpligter såvel indadtil som udadtil, herunder bl.a. at administrere, vedligeholde og renholde private veje og stier. En overtagelsesforretning af disse skal finde sted med deltagelse af repræsentanter for såvel sælger som grundejerforening. 

§ 3. 

Foreningen er upolitisk og kan med generalforsamlingens tilslutning uden ændringer i nærværende vedtægter tilslutte en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger på Sjælland, ligesom foreningen efter bestyrelsens bestemmelse med generalforsamlingens tilslutning kan tilsluttes en hovedorganisation af grundejerforeninger. Som medlemmer kan og skal optages grundejere, som er retmæssige ejere af parceller af det i § 1 nævnte areal. 

Ophører et medlem med at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue, og uden pligt til indbetaling af andel i foreningens gæld. 

Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer er solidariske med foreningens øvrige medlemmer med hensyn til formue og gæld. 

$4. 

Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til foreningen. 

§ 5. 

Medlemmerne er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i de på ejendommene lyste servitutter. 

§ 6. 

Der vil blive pålignet medlemmerne et årligt kontingent til administrationsomkostninger, vedligeholdelse, renholdelse og rydning af private veje og stier og foranstaltninger i øvrigt i det omfang, krav herom måtte blive fremsat af det offentlige. Dette kontingent fastsættes af foreningens medlemmer på den ordinære generalforsamling efter forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år. Kontingentet opkræves forud for et år ad gangen den 1. marts. I år 2002 dog for 11/2 år foranlediget af omlægning af regnskabsår. Særlige kontingenter / bidrag kan fastsættes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, der tillige fastsætter betalingsterminerne. 

Såfremt et medlem er i restance med bidrag til foreningen er pågældendes stemmeret suspenderet, indtil restancen og de i forbindelse med opkrævningen påløbne omkostninger er betalt.

$7. 

Kontingentet er ens for alle parceller uanset grundareal. 

§ 8. 

Udmatrikulerede parceller kan henligge usolgte i indtil 2 år uden medlemskab, hvorefter de skal indtræde i foreningen med almindelige rettigheder og pligter. 

§ 9. 

For dispositioner, foretaget af bestyrelsen inden for den bestyrelsen ved nærværende vedtægter givne bemyndigelse eller i henhold til særlig bemyndigelse efter generalforsamlingsbeslutning, hæfter medlemmerne solidarisk én for alle og alle for én. 

§ 10. 

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling, og afgår efter tur, om fornødent efter lodtrækning. Ud over bestyrelsen vælges en suppleant til denne samt en revisor og en revisorsuppleant. Alle suppleanter afgår hvert år. 

Genvalg kan finde sted. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer for et år ad gangen. 

Den fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger (jf. tillige § 18). 

Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. 

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp, hvor dette skønnes nødvendigt, f.eks. assistance af advokat eller landinspektør. 

§ 11. 

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, med generalforsamlingens godkendelse udbetales et passende honorar. 

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer uden for bestyrelsen, udvalgsformanden skal dog altid være et bestyrelsesmedlem. 

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private. 

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger. 

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden i forbindelse med mindst ét af bestyrelsens medlemmer. 

§ 12. 

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. 

Formanden – eller i hans fravær næstformanden – leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme. 

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, indtræder suppleanten. Såfremt yderligere medlemmer udtræder, bliver umyndiggjort eller ude af rådighed over eget bo, skal bestyrelsen snarest muligt ved selvvalg gældende til næste ordinære generalforsamling, supplere sig. 

Dersom formanden eller næstformanden i henhold til ovenstående måtte udtræde af foreningen, eller af andre grunde ikke er i stand til at varetage hvervet, skal hans afløser vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer indtil førstkommende generalforsamling, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder. 

§ 13

Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Anerkendelse skal foreligge skriftligt. Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsprotokol. 

Kassereren underskriver alle kvitteringer, og kassebeholdningen skal henstå på konto i bank, sparekasse eller på girokonto, og kontoen skal være klausuleret, således at kassereren kun kan hæve på kontoen i forbindelse med formanden eller næstformanden. 

Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige 1000,- kr. 

Foreningens regnskabsår er fra 1/1 til 31/12. Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden senest 10. januar.. 

Formanden afleverer regnskabet til den af generalforsamlingen valgte revisor, der sørger for revision og tilbagelevering af det reviderede regnskab med eventuelle bemærkninger og påtegninger senest den 20 januar. Regnskabet skal udsendes sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. 

§ 14. 

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne. 

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. 

Medlemmerne skal indkaldes ved brev med mindst 14 dages varsel. 

Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner, der vil være at behandle samt budgetforslag til det kommende år. 

På ordinære- og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun behandles og træffes afgørelse vedrørende emner, der er anført på den til medlemmerne fremsendte indkaldelse og dagsorden, jf. § 16. 

Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være formanden i hænde senest 8 hverdage før generalforsamlingen. Generalforsamlinger og møder indkaldes af bestyrelsen. 

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen. 

§ 15. 

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom. 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner jf. § 14. 

Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner, der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage efter at udsende indkaldelser til en ekstraordinær generalforsamling. 

§ 16. 

For den ordinære generalforsamling skal min. gælde følgende dagsorden: 
1) Valg af dirigent. 
2) Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse. 
4) Forslag fra bestyrelsen, derunder fastsættelse af kontingent. 
5) Forslag fra medlemmerne. 
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen. 
7) Valg af en suppleant til bestyrelsen.
8) Valg af revisor og revisorsuppleant. 
9) Eventuelt. 

§ 17. 

Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. Hver parcel har 2 stemmer, som kan udøves af ejeren selv og dennes ægtefælle eller i henhold til skriftlig fuldmagt fra ejeren. Afstemning kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, hvis dette kræves af ét af de tilstedeværende medlemmer. 

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes for ikke afgivne. 

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, men er forslaget i øvrigt vedtaget med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer, indkaldes der med mindst 8 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages såfremt 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettiget stemmer for forslaget. 

Fuldmagter til at møde på den første generalforsamling skal for så vidt de ikke udtrykkeligt måtte være tilbagekaldt, anses for gyldige også med hensyn til den anden generalforsamling. 

§ 18. 

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. 

Således vedtaget på generalforsamling den 14. november 2000 og annullerer således de på foreningens stiftende generalforsamling vedtagne vedtægter. 

Tølløse, den 15 november 2000. 

Erling Hansen (Formand)John Olsen (dirigent)